<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-WTXVH5G height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

Nye trends og produkter inden for økologien blev præsenteret på den tyske messe Biofach i Nürnberg i sidste uge. Her var Friland flot repræsenteret med egen stand, hvor Danish Crowns økologiske selskab viste sine produkter frem både til detail og foodservice.

Messen, der er blandt verdens største, har traditionelt og også i år været et godt udstillingsvindue for Friland både i forhold til eksisterende kunder og nye kunder.

- Biofach har også i år haft rigtig stor værdi for os i Friland.  Jeg synes, at vi fik vist god synlighed og har haft mange gode dialoger med både eksisterende og nye kunderne. Vi er rigtigt glade for udbyttet og håber, at vi kan få nye forretninger med hjem derfra, siger Marian Mohrmann, der er salgschef for det tyske marked i Friland.

Særligt i denne tid, hvor mange forbrugere prioriterer hårdt på pengene, er det vigtigt for Friland at få muligheden for at komme ud og snakke med nye potentielle kunder.

- Det betyder meget for os, at vi har mulighed for at vise Friland frem alle de steder, hvor det giver mening. Her er Biofach en rigtig god platform, hvor vi får mange gode indtryk og bygger videre på gode relationer, siger direktør i Friland, Claus Hein.

Han suppleres af Martin Rosenstand Bak Thomsen, der er ansvarlig for eksportsalg i Friland.

- Messen var rigtigt velbesøgt, og alt var rigtig godt forberedt både fra Frilands og Organic Denmarks side. Vi har haft møder med mange eksisterende kunder, men der har også været nye samarbejdspartnere, som har udvist interesse for Frilands produkter. Det arbejder vi nu videre på herhjemme, siger Martin Thomsen.