<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-WTXVH5G height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

Flere og flere forbrugere i Danmark og i resten af verden vælger at prioritere økologi og dyrevelfærd, når de står ved køledisken. Det slår igennem i Frilands regnskab for første halvdel af regnskabsåret 2021/22. Det er først og fremmest salget af økologiske produkter, der driver fremgangen.

- Vi mærker fortsat en solid efterspørgsel på vores produkter inden for økologi og god dyrevelfærd. Det er både i hjemmemarkedet og til eksport, hvor vi står stærkt på en række kernemarkeder. Vi kigger altid efter nye markeder og samarbejdspartnere i forhold til at udvikle Frilands koncepter gående fremad, for det er vejen til at fastholde en høj, stabil afregning til vores leverandører, siger Claus Hein.

Læs markedsberetningen for Frilands halvårsregnskab her

For de første seks måneder af regnskabet 2021/2022 når Friland en omsætning på 549 mio. kr. Det er på trods af, at markederne for Frilands koncepter har været udfordret af nedlukninger. Det er dog i vid udstrækning lykkedes at kompensere for det manglende salg ved at eksportere mere økologisk okse- og grisekød.

Trods udfordringer og stigende omkostninger har Frilands direktør en stærk tro på, at Friland kan opretholde og over tid øge salget af både økologi og kød med god dyrevelfærd.

- Vi ved, at der er kamp om forbrugerne ude i butikkerne. Derfor gør vi, hvad vi kan for at sikre, at Frilands produkter er et attraktivt valg. Samtidig ved vi, at forbrugerne ønsker fødevarer, som kommer fra Danmark og har fokus på god dyrevelfærd, ligesom flere danskere gerne vil have økologiske produkter, siger Claus Hein, som tilføjer, at Friland følger sin strategiplan om at øge antallet af dyr til slagtning over årene frem mod 2026.

Group CEO i Danish Crown, Jais Valeur, ser også med tilfredshed på salget hos Danish Crowns økologiske datterselskab.

- Det er stærkt, at Friland fortsætter fremgangen i salget. Det er helt centralt, at vi kan øge værdien af vores produkter, og her er Friland en hjørnesten med økologi og god dyrevelfærd, som vi ved, at mange forbrugere efterspørger. Vi kommer som koncern til at se på, hvordan vi ved fælles hjælpe kan løfte både Frilands og Danish Crowns forretning endnu mere, og det arbejde er Claus Hein sat i spidsen for, siger Jais Valeur.

Friland har med sin strategi ’Pioneering better food together’ en ambition om at øge salget med mellem 25 og 40 pct. frem mod 2026, ligesom det er en strategisk målsætning at øge afregningen til leverandørerne over tid. Det sker blandt andet gennem strategiske partnerskaber.

Herunder kan du læse mere om halvårets resultat i Danish Crown og Danish Crown Beef.