<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-WTXVH5G height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

Scan-Hide, som er en del af Danish Crown, oplever stor interesse for SPOOR, som gør det muligt for forbrugerne at spore sko eller andre lædervarer tilbage til det enkelte dyr.

Sporbarheden kan vise, hvordan og hvor kvæget er vokset op, ligesom klimaaftryk og kemikalieforbruget kan dokumenteres. Brandet har SPOOR god dialog med flere brands, som kan se værdien i sporbarhed, og oplever en stor interesse for både økologi og dyrevelfærd.

Det siger Birgitte Langer, der er business development director i SPOOR.

- For de bevidste forbrugere, som er vant til at navigere efter økologimærket i supermarkederne, er det oplagt at tage det med videre på biproduktet – altså i vores tilfælde læderet. Både i møbel- og i modebranchen, har vi fået mange spørgsmål på dette. Og via vores sporbarhed tilbage til det enkelte dyr, så er det jo absolut en mulighed, siger Birgitte Langer.

I dag er SPOORs kunder brands, som har bevidste forbrugere, som er nysgerrige på mulighederne. Det er både danske og internationale kunder, som også spørger ind til mulighederne for økologiske skind. 

- Potentialet vil jeg betegne som stort – og udfordringerne kan gå hen og blive udbuddet af økologiske huder, som samtidig lever op til de kvalitetskrav på ensartethed i huden, hvilket selvfølgelig spiller en stor rolle, når man sælger premium og luksusvarer, siger hun.

SPOOR har specifikt arbejdet med dansk frilandskvæg sammen med danske August Sandgren, som laver eksklusive håndlavede opbevaringsæsker.

Ifølge Birgitte Langer er bæredygtighed og ansvarlighed for alvor kommet på agendaen i mode- og livsstilsbranchen. Det betyder, at flere kunder kigger ind i strategier for bæredygtighed og ansvarlighed, fordi flere forbrugere generelt forventer øget data og dokumentation for deres produkter.

- Så når et brand fortæller om skind fra danske økologiske dyr, som fx er opvokset i Jylland, så kan vores data bekræfte, at det ikke bare er god storytelling. Så data og sporbarhed tror jeg personligt vil komme til at fylde mere og mere, når vi som forbrugere skal navigere i en jungle af bæredygtige budskaber og skal træffe vores købsbeslutninger, siger Birgitte Langer.

Hun håber, at SPOOR kan skille sig ud i markedet og sikre ansvarlighed og transparens i læderbranchen, når forbrugerne køber nye sko, tøj, møbler eller en ny bil. Ligesom hun håber at få skabt opmærksomhed på vigtigheden af sporbarhed – både hos brands men også slutforbrugere.