<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-WTXVH5G height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

I idylliske fynske omgivelser uden for Haarby driver ægteparret Hans Erik Jørgensen og Kirsten Rasmussen bedriften Risbjerg Landbrug med griseproduktion på flere ejendomme med 300 søer og cirka 6000 slagtegrise, der leveres til Friland samt en produktion af græsgrise på omkring et par hundrede dyr.

For de to fynske økologer fylder særligt bæredygtighed, biodiversitet og klima meget, når de skal udvikle bedriften. Det ses blandt andet i afgrødevalget på markerne, som i alt udgør 370 hektar planteavl.

De omlagde til økologi i 2007, og siden har de udviklet deres bedrift, hvor et af nøgleordene er effektivitet i produktionen. Samtidig fylder bæredygtighed og biodiversitet meget for parret og de 6 ansatte i produktionen.

Det ses blandt andet i marken, hvor der hele tiden arbejdes med at optimere sædskiftet og afgrødevalget. Her forsøger landmandsparret at få erstattet så meget af økologisk soja med egne proteinafgrøder eller lokalt producerede produkter, som kan bruges som foder til grisene.

- Vi har fokus på at lave kulstof i jorden og kan lave et godt klimaregnskab, selvom man har dyr. Vi kan også bruge afgrøder som hvidkløver, som grisene kan spise. Det kan grisen udnytte til grovfoder. Der er en klimamæssig og fodermæssig fordel, fordi det kan sænke proteinbehovet hen over sommeren, hvor der er vækst i marken, siger Hans Erik Jørgensen.

Samtidig med hvidkløver dyrker bedriften også roer, hestebønner og lupiner som afgrøder til griseproduktionen.

- Lupiner giver rigtigt god mening for os. Pil er også noget, som vi kigger på, og så småt går i gang med. Det virker som en løsning for os, siger Hans Erik Jørgensen, der ud over egen bedrift også er formand for økologisektionen i Landbrug & Fødevarer.

Risbjerg Landbrug har også produktion af havre, rug og byg til egen griseproduktion.