Friland sidste nye FRI-kampagne er i fuld gang, og derfor er der frem til midten af maj fuld fokus på Friland Økologis koncepter. Det sker gennem en lang række tiltag på især de digitale medier med annoncer og en konkurrence, men for første gang suppleres det også med en Tv-reklame, som skal på landsdækkende fjernsyn gennem TV2.

- Det er første gang, vi er på landsdækkende fjernsyn med en decideret Tv-reklame, og det er helt bevidst for at ramme en bredere målgruppe, end vi normalt gør med vores FRI-kampagner. Normalt plejer vi at tale meget specifikt til udvalgte segmenter gennem digitale reklamer, men nu bringer vi Friland helt ud til den helt store målgruppe, siger Rasmus Flade Nielsen, der er senior brand manager ved Friland.

De to reklamer a 30 sekunder fokuserer på hver sin Friland-leverandør – Kasper Højer og Helle Friis Buhl – som fortæller deres historie under budskabet ”FRI til at gøre det man elsker”. Da det er Frilands TV-debut, er fokus også ekstra stort på effekten af indsatsen.

- Vi måler selvfølgelig altid effekten af vores FRI-kampagner for at se, om de lever op til de målsætninger vi har sat, men med Tv-reklamerne laver vi en ekstra måling, hvor vi spørger specifikt til dem. Passede de til Friland, og kan man huske budskaberne? Det er en større udgift at gå på landsdækkende tv, så det skal selvfølgelig stå mål med effekten af det, siger Rasmus Flade Nielsen.

På frilandsbesøg

Udover Tv-reklamerne bakkes kampagnen også op af digitale tiltag, hvor Friland Økologi vil være at finde i annoncer hos både sociale og etablerede medier. Samtidig kan forbrugerne i perioden vinde ét af to udloddede ophold hos en økologisk frilandmand.

Det ene ophold foregår i grisehytte på marken, mens det andet er ved en Bed&Breakfast, som drives af Friland-leverandør Preben Madsen ved siden af hans produktion af økologiske malkekvæg.

- Konkurrencerne er bare altid gode til at skabe trafik, og vi er glade for, at vores leverandører vil være med til at skabe spændende præmier ved at åbne op for deres gårde. Denne her gang har vi også en mere magelig udgave af frilands-overnatninger gennem en Bed&Breakfast, hvor Preben og hans hustru samtidig har sagt ja til at tage vinderen med rundt på gården, siger Rasmus Flade Nielsen.

FRI-kampagnen har været i gang siden mandag d. 19. april og fortsætter indtil søndag d. 23. maj.