<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-WTXVH5G height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

Selvom det er en regnvejrsdag i efteråret, så er smilet ikke til at tage fejl af hos Jakob Gammelgaard fra Bording. Han har siden vinteren 2015 drevet en økologisk griseproduktion mellem Bording og Karup i Midtjylland.

Her passer han sammen med tre medarbejdere 150-160 søer med en produktion af 3200 smågrise årligt, som han sælger videre til en lokal aftager.

Jakob Gammelgaard havde arbejdet i over 20 år i landbruget, inden han første gang stiftede bekendtskab med økologisk griseproduktion. Det var en vinterdag, hvor Friland-leverandør Arne Steffensen inviterede inden for. Og mødet med økologiske grise på friland satte tankerne i gang.

- Jeg tænkte, at det måtte jeg prøve. Jeg har ikke fortrudt et sekund, og jeg skal ikke tilbage til en stald igen. Det slider hårdt, at vi går ude i al slags vejr, men så må der lidt ekstra kage til i vores pauser, siger Jakob Gammelgaard med et smil og tilføjer.

- Jeg er ikke i tvivl om, at det er sundere for os som medarbejdere at gå uden for, siger han.

Arbejdet med grisene uden for har også givet Gammelgaard indsigt i den naturlige adfærd, som dyrene har i det naturlige element.

- Vi ser hver dag, hvordan grisene tilpasser sig udelivet ved at bygge redde i hytterne eller grave i jorden. De tilpasser sig og agerer i vind og vejr. Det er bare tilfredsstillende at se soen spise bynke eller andre planter fra marken. Det betyder meget, at du ser grisene i deres element, siger Jakob Gammelgaard, mens han går og lægger frisk halm i hytterne på marken.

For på markerne omkring gården ved Bording, finder man ud over grisene en masse andre insekter og dyr, der trives i det økologiske miljø. Biodiversitet er noget, som Jakob Gammelgaard og de ansatte værner om.

- Både på grisemarken og markerne med afgrøder er der en masse forskelligt ukrudt. Det ville ikke være der i samme omfang, hvis vores landbrug ikke var økologisk. Det gør det muligt for en bred vifte af dyreliv at trives på marken - så som insekter og andre mindre dyr, siger han. 

Blandt andet er agerhønen en fast gæst på gården, hvor den har fundet sig godt til rette.

På landbruget driver også 90 hektar med planteavl, der primært er kornafgrøder til grisene. Men Jakob Gammelgaard forsøger sig også med proteinafgrøder som hestebønner og ærter, som er med til at give et god sædskifte i markerne.