<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-WTXVH5G height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

Lav ungtyre med lavt klimaaftryk. Det har Lene og Lars Jørgensen arbejdet med i et projekt med blandt andre Center For Frilandsdyr og SEGES. Projektet inviterer til åbent hus om deres produktion af ungtyre d. 22. september.

En klimaoptimeret foderstrategi var startskuddet til at arbejde med at reducere klimaaftrykket på ungtyre hos landmandsparret Lene og Lars Jørgensen ved Krogsager, hvor de driver den økologiske mælkeproduktion Krogsagergård. Herfra leverer de også økologiske ungtyre til Friland.

Bedriften arbejder med at reducere klimaftrykket i produktionen af ungtyre i et projekt med Center For Frilandsdyr med deltagelse af Seges, DCA og Økologisk Landsforening. Projektet inviterer nu til et åbent hus, hvor landmænd og andre interesserede kan se nærmere på og høre mere om projektet, ligesom Lene og Lars Jørgensen vil fortælle om deres erfaringer og arbejdet med ungtyrene.

- Det handler om at lave det rigtige foder og den rigtige foderplan. Det er den samme kvalitet af foder, som køerne får. Jeg vidste ikke, at ungtyrene skulle have så godt foder, men det har vist sig, at det er sådan, vi skal gøre det, fortæller Lars Jørgensen.

Han har drevet stor nytte og viden af de forskere, som er koblet på projektet. Samtidig har det vist sig, at driften også fungerer, selvom produktionen af ungtyre er ændret.

- Resultatet er, at det er meget nemmere at holde tyrene, og at vi kan tjene penge på det. Samtidig at klimabelastningen er reduceret, siger Lars Jørgensen.

Det er forhåbningen, at arbejdet med ungtyrene kan sænke klimaaftrykket med ti pct. per kilo kød. Samtidig med åbent hus vil der være oplæg om produktionen af ungtyre med lavt klimaaftryk fra blandt andet SEGES og Center For Frilandsdyr.

- Vi håber, at projektet og besøget kan give et indblik i produktionen af økologiske ungtyre. Der er ikke mange, som producerer økologiske ungtyre i dag. Projektet viser, at det kan lade sig gøre at lave økologiske ungtyre, siger Kirstine Flintholm Jørgensen, projektleder i Center For Frilandsdyr.

Åbent hus foregår 22. september fra klokken 10.00-12.30 på Bøjenvej 1, 8963 Auning. Tilmelding sker til Marie Buus fra Center for Frilandsdyr på mabu@frilandsdyr.dk inden 19. september.

Det er gratis at deltage, men af hensyn til forplejning er tilmelding nødvendig. Projektet er støtte med midler fra Kvægafgiftsfonden.

Program:

Kl. 10.00 Kaffe og åben stald

Kl. 10.15 Velkomst

Kl. 10.20 Lars og Lene fortæller om deres bedrift herunder baggrunden for valg af produktion af ungtyre, fodring og håndtering

Kl. 10.40 Fodring og produktionsresultater ved Per Spleth, SEGES

Kl. 11.00 Økonomi i økologisk ungtyreproduktion ved Arne Munk, SEGES

Kl. 11.20 Forskellige strategier- betydning for økonomi og klimaaftryk ved Kirstine Flintholm Jørgensen, Center for Frilandsdyr

Kl. 11.30 Rundvisning ud på marken inden frokost

Kl. 12.00 Frokost