<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-WTXVH5G height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

Er skovlandbrug en af vejene frem for produktion af økogrise og Frilandsgrise? Og hvis det er, hvordan giver det så bedst mening? Og giver det mening for mange eller kun for nogle? Center for Frilandsdyr er lige nu i gang med et netværksprojekt, som skal indsamle viden om skovlandbrug fra flere forskellige parter i branchen og komme med en række bud på, hvad der eventuelt skal arbejdes videre med i fremtiden.

Simme Eriksen, der er senior manager i Center for Frilandsdyr og drivkraften i projektet, lægger vægt på, at det i første omgang handler om både at finde den viden, der er til rådighed omkring skovlandbrug og at finde de problemstillinger, der endnu ikke er belyst tilstrækkeligt.

- I første omgang handler det om at finde ud af, hvad vi skal arbejde videre med. Vi skal identificere barrierer og muligheder i skovlandbruget gennem fire problemstillinger, så vi bliver klogere på, hvordan skovlandbrug kan bruges i kommerciel frilandsgriseproduktion, siger han.

De fire problemstillinger, som skal undersøges nærmere, er:

  1. Lovgivning og regler
  2. Biodiversitet
  3. Kulstofbinding
  4. Dyrevelfærd og sundhed

Planen er, at de fire problemstillinger skal undersøges frem mod jul.

- Når vi så har en delkonklusion på de fire problemstillinger, skal de trykprøves til foråret med de to vigtigste parametre, nemlig økonomi og management. Her får vi brug for landmændenes hjælp, så vi er sikre på at vores eventuelle forslag til afprøvninger kan bruges i praksis. Målet er ikke at vi står med en masse løsninger, men nogle bud på, hvad vi tror på, og hvad vi skal arbejde videre med, siger Simme Eriksen.

Han lægger vægt på, at det også handler om at afdække den manglende viden om problemstillingerne.

- Vi skal lige så meget finde ud af, hvad vi ikke ved. Vi kommer formodentlig til at afdække en masse steder, hvor vi skal bruge mere eller ny viden. Hvorfor æder grisene barken på bestemte træer? Hvilken type træer skal der plantes, hvis man vil øge biodiversiteten, kulstofbindingen eller dyrevelfærden? Skal de stå i skellet eller midt på marken? Det handler om, at hvis nogen i fremtiden skal plante træer, så skal vi gøre det smart, siger Simme Eriksen.

Du kan følge med i projektet på Center for Frilandsdyrs hjemmeside.

Projektet har fået tilskud fra Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri.