<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-WTXVH5G height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

Nysgerrige smågrise, glade besøgende og veltilpasse grise er nogle af højdepunkterne, når Sofari hvert år afvikles. Det sker i år 22. maj, hvor en række værter åbner døren for interesserede danskere, der vil høre mere om dansk økologisk griseproduktion.

Sofari kan godt bruge endnu flere værter, og derfor lyder opfordringen fra chefkonsulent og projektleder i Sofari, Hanne Børsch.

- Vi er rigtigt glade for, at der allerede er en del værter, som har meldt sig til at åbne døren ved Sofari. Vi håber, at vi kan få endnu flere værter på landkortet, så det er lettere for danskerne at komme til en gård tættere på dem. Alle interesserede er mere end velkomne til at kontakte os, så vi kan få så mange danskere som muligt på besøg på de økologiske bedrifter, siger Hanne Børsch.

Sofari arrangeres i et samarbejde mellem Landbrug & Fødevarer, Friland A/S, Organic Pork, Tican, Økologisk Landsforening og foreningen FØKS (Foreningen til Fremme af Økologiske Kvalitetssvinekød)

Hos Friland er der stor glæde over, at Sofari snart står for døren, og det er et stort håb, at endnu flere af Frilands dygtige leverandører vil vise sin bedrift frem.

- For virksomheden betyder det enorm meget, at forbrugerne med egne øjne kan se, hvordan de økologiske grise trives. Det giver et helt andet billede, når forbrugerne selv kan komme ud og gå på markerne. Vi skal gøre alt for at vise, hvordan de økologiske grise har det, og derfor er Sofari et vigtigt arrangement, som vi håber, at vores leverandører vil bakke godt op om, som de har for vane at gøre, siger marketingansvarlig i Friland, Maria Bast.

Hvis man ønsker at vide mere om Sofari, kan man kontakte Hanne Børsch fra Landbrug &Fødevarer på hab@lf.dk eller telefon 272245833 eller Thomas Bertram bertramtraktor@hotmail.com eller 60853824, som selv er vært og gerne svarer på spørgsmål

Sofari er støttet for fonden for Økologisk Landbrug.