Solen står højt på himlen og rammer de græssende køer hos 42-årige Kasper Højer Clausen nordøst for Varde. Her overtog han i foråret Vejgaarden efter sine forældre efter et glidende generationsskifte. Bedriften, som han har været medejer af siden 2006, har været økologisk siden 1997.

Vejgaard består af 600 malkekøer og samme antal kvier, der går ude på de 550 hektar, som hører til gården. Med sig til at drive bedriften har Kasper Højer Clausen hjælp af ni ansatte.

Det er blandt andet et af fokuspunkterne, at gården skal være selvforsynende på foder, hvorfor Vejgaarden også samarbejder med seks-syv planteavlere i området.

- Vi laver så meget grovfoder og korn selv, som vi kan. Det betyder mere og mere, at vi kan være selvforsynende, og der er mangel på protein, så vi skal producere så meget selv som muligt, siger Kasper Højer Clausen.

Tidligere har han som andre økologer importeret økologisk soja, men fra september går han over til kun at købe nordiske produceret protein.

Det var helt naturligt for Kasper Højer Clausen at blive en del af bedriften og arbejde med økologi.

- Det tiltaler mig at have dyrene på græs. Det er fantastisk sjovt at se dyrene på græsmarken. Ligesom mennesker har godt af at besøge sig. Jo mere plads, jo bedre sådan ser jeg det. Køerne er glade for at komme ud, og det betyder noget for dyrevelfærden, at de har mere plads og friere rammer, siger Kasper Højer Clausen.

Det tiltaler mig at have dyrene på græs. Det er fantastisk sjovt at se dyrene på græsmarken.

Se med d. 13. september på TV2, når TV2 Vejrets vejrbil kommer forbi Kasper og hans køer og sender vejrudsendelsen live fra gården kl. 17.55.

Det er ikke kun i stalden, at Kasper Højer Clausen og hans ansatte arbejder med bæredygtighed som mange andre landmænd. Det er også på marken, at landbruget arbejder på den front.

- Bæredygtighed betyder mere og mere. Vi forsøger at bruge ressourcerne bedst muligt. Vi gør meget for at øge biodiversiteten med faunastriber og tænker mere i at plante flere vilde blomster, siger landmanden.

Det er også i forhold til driften af markerne, at bedriften har sat ind, lyder det.

- De sidste år har vi ikke omlagt vores lavbundsjorde. Der har vi i stedet køer, som græsser. Samtidig forsøger vi at køre med maskiner med lavere brændstofforbrug, siger Kasper Højer Clausen, der også tilføjer, at man i stalden har skiftet belysning ud til LED-belysning.

Vi gør meget for at øge biodiversiteten med faunastriber og tænker mere i at plante flere vilde blomster.