<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-WTXVH5G height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

Da Frilands “grand old man” Frode Flybjerg Kristensen pludselig ikke stillede op til genvalg i Frilands bestyrelse for de økologiske kreatur leverandører, tog Esben Møller Xu fra Roust ved Årre en hurtig beslutning og meldte sit kandidatur til posten. Da der ikke var flere kandidater til posten, og han er nu én ud af to nye bestyrelsesmedlemmer hos Friland.

- Jeg havde ikke planlagt at stille op, men jeg går 100 pct. ind i opgaven, og glæder mig til at kunne præge Friland i en retning af virksomhedens bedste, men også på vegne af de økologiske kreatur leverandører. Og jeg er da helt sikker på, at det er foreneligt, siger Esben Møller Xu.

Esben Møller Xu driver sammen med sin kone Chao Møller Xu gården Rudholm, hvor de har 280 køer og 425 ha med planteavl, der primært bliver brugt som foder til dyrene.

- Vi har omkring ti forskellige afgrøder på markerne, og det har vi ud fra en filosofi om, at dyrene skal have en varieret fodersammensætning. Vi er 100 pct. selvforsynende med foder, og vi har derfor fuld kontrol over, hvilke afgrøder dyrene indtager, siger han.

Udover ægteparret, er der også ansat fem medhjælpere på gården, der hjælper til med både pasning af dyrene og markdriften.

Næsten ingen penicillin
Et andet punkt, hvor gården Rudholm udmærker sig, er på forbruget af penicillin til køerne. Der er nemlig ingen køer over seks måneder, der behandles med penicillin

- I løbet af et år, giver vi penicillin til mindre end en håndfuld af kalvene. Det er typisk, når de får lungebetændelse, så de færreste af vores køer har været i kontakt med penicillin, siger han.

Ambitionen er at drive et landbrug uden penicillin, og den målsætning er først og fremmest sat for de tobenedes skyld.

- Jeg vil gerne gå forrest og vise, at det kan lade sig gøre at minimere forbruget af penicillin. Friland er lykkedes med udvikle dette koncept på de økologiske grise, så hvorfor ikke adoptere det til kreaturerne? spørger Esben Møller Xu, der blandt andet vil bruge tiden i Frilands bestyrelse på at se ind i mulighederne for et antibiotikafrit koncept til de økologiske kreaturer.

Bæredygtigt er sund fornuft
Ægteparret overtog som 3. generation gården fra Esbens forældre i 2006 som led i et generationsskifte. Esbens forældre havde dog allerede i 1998 set fordelene ved økologi, så gården var for længst indkørt som økologisk, da parret overtog.
Selvom parret er økologer ind til benet i deres produktion, er de dog ikke fanatiske. Hverken når det kommer til at vælge den “rigtige” agurk, eller til at anprise sig selv med bæredygtighedsprædikater.

- Vi er nu ikke fanatiske. Jeg vil hellere købe en dansk konventionel agurk end en økologisk fra Spanien. Det er almindelig sund fornuft. Det mener jeg også, at hele bæredygtighedsdebattten er. Vi har ikke ændret på noget, men arbejder altid hen imod at være så skånsomme overfor naturen som muligt, siger han.

Esben Møller Xu mener, at produktionen af både mælk og oksekød kan forsvares, hvis man har sin produktion indrettet med sund fornuft.

- Jeg ser ikke koen som den store klimasynder, den konstant bliver udråbt til i medierne. En ko er jo bare en madmaskine, hvor der kommer kulstof ind i form af græs og foder. Det bliver omdannet til mælk og kød, og biprodukter af den proces er metan og co2. Biprodukterne bliver så en del af kredsløbet, og hvis man som økologisk landmand har indrettet sin produktion med sund fornuft, så indgår disse i kredsløbet igen. Blandt andet i form af oplagring i markerne, siger han og fortsætter:

- Det er langt værre med de fossile energikilder som kul og olie. Når de frigives fra jorden, kommer de altså ikke bare tilbage i kredsløbet igen. Men det er selvfølgelig langt nemmere at pege fingre ad koen og os landmænd, siger han.