<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-WTXVH5G height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

Der kommer danske produkter på de elektroniske hylder hos hollandske KUIB, der sælger fødevarer online. Fra maj kan de hollandske forbrugere købe  produkter med dansk økologisk kvalitetskød fra Friland.

KUIB og Friland har over de seneste måneder arbejdet intenst på at få alt klart, så den hollandske webshop kan være klar til maj. Det er første gang, at de hollandske forbrugere kan købe dansk økologisk grise- og oksekød.

- Gennem vores gode samarbejde med KUIB ved vi, at de hollandske forbrugere gerne vil købe kød af god kvalitet. På denne måde rammer vi et nyt segment, og vi håber at kunne ramme et større segment i Holland samt få et større sortiment hos KUIB over tid, siger Kim Glintborg, der arbejder som sales manager hos Friland i Tyskland.

Koncernen bag KUIB har i mange år været en god og langvarig partner for Friland, og derfor glæder vi os over at kunne udvikle partnerskabet yderligere med øget salg til forbrugerne.

I første omgang kan den hollandske webshop byde på tre forskellige pakker, som forbrugerne kan bestille.  Emballagen til KUIB er udviklet i samarbejde mellem Danish Crown, Friland og KUIB selv, så pakningen og udtrykket passer til de hollandske forbrugere.

Forædlingen af danske produkter er både en del af Frilands strategi og strategien hos Danish Crown, og derfor passer det nye samarbejde med KUIB rigtigt godt ind i disse strategier.

- Vi ser meget frem til samarbejdet med KUIB og håber, at de hollandske forbrugere tager godt imod vores produkter. Forædling bliver en større del af Friland i fremtiden, og derfor giver dette samarbejde rigtig god mening, siger direktør i Friland, Claus Hein.

Hos KUIB ser virksomheden meget frem til det kommende samarbejde med Friland og Frilands leverandører, som det hollandske selskab selv har besøgt.

- I 2021 gik Friland og KUIB sammen om et nyt koncept for at bringe økologisk kød direkte til døren til hollandske forbrugere på en ny og inspirerende måde. Med vores fleksible abonnementsprogram kan forbrugerne selv vælge, hvor ofte de vil modtage en kødkasse. Vi vil skabe et brand, hvor det ikke kun handler om virkelig velsmagende og økologisk kød. Det starter og slutter selvfølgelig med godt kød, siger Bart van de Ven fra KUIB.