Ofte stillede spørgsmål om grise fra Friland Økologi

En økologisk gris fra Friland Økologi fødes i en hytte på marken, hvor den lever de første syv uger sammen med sine søskende og soen. Herefter flytter smågrisene ind i stalden, hvor de lever resten af livet. I stalden har grisene adgang til udearealer i form af løbegårde, der kan være indrettet forskelligt fra gård til gård. De får rigelige mængder af halm og har altid adgang til rodemateriale.

Grunden til, at grisene kommer ind i stalden efter syv uger, er, at det giver landmanden mulighed for at opsamle gyllen.

Hvis grisene levede hele livet ude på marken, ville det medføre en stor miljøbelastning. Grise elsker at rode i jorden, og selv den smukkeste græsmark ville hurtigt blive forvandlet til en pløjemark. Uden planter til at opsamle kvælstof og næring fra gyllen, ville dette med tiden sive ned i undergrunden og blive en belastning for grundvandet. Derfor har vi valgt denne mellemløsning, hvor grisene lever en del af livet på marken, og resten i stalden - hvor de dog stadig har adgang til det fri.

Der er forskellige krav til, hvor meget plads en økologisk gris skal have, alt efter hvor meget den vejer. En økologisk gris på mellem 85 og 110 kg. skal minimum have 2,3 m² hvoraf 1 m² skal være udeareal.

Økologiske grise fra Friland Økologi skal have 100 % økologisk foder. Hovedbestanddelen af foderet er korn - typisk byg, hvede og havre. Hertil kommer mere proteinrige afgrøder som soja og raps, der skal sikre grisene den rigtige sammensætning af de forskellige aminosyrer, der er vigtige for at de kan vokse og trives. En stor del af den økologiske soja importeres i dag fra Kina. For at mindske den import og finde mere bæredygtige løsninger samarbejder Friland i forskellige forskningsprojekter med landets universiteter og forskningsinstitutter omkring udviklingen af alternative proteinkilder som f.eks. blåt protein.

Blåt Protein stammer fra ting fra havet og græsprotein. Vi arbejder også hele tiden sammen med foderrådgiverne på at optimere foderblandingerne, så foderet passer endnu bedre til grisenes behov, og miljøbelastningen bliver så lille som mulig. I denne sammenhæng skal det også nævnes, at vi har en omfattende kvalitetskontrol, der sikrer, at fodersammensætningen ikke kommer til at have negativ indflydelse på hverken smagen eller kvaliteten af kødet.

Dødeligheden blandt smågrise er en smule højere på grise, der er født på friland end i indendørs besætninger. Ved besætninger hvor søerne er fritgående, er der en risiko for, at soen lægger sig på sine smågrise. Læg dertil risikoen for, at smågrisene bliver taget af ræve og større fugle. Dette giver en højere dødelighed hos både frilands og økologiske grise.

Vi mener, at den øgede dødelighed opvejes af grisenes muligheder for at udleve deres naturlige adfærd, og økologiske grise fra Friland Økologi er da også anbefalet af Dyrenes Beskyttelse.

Dødeligheden blandt smågrise er dog noget, vi har stor fokus på, og som vi arbejder aktivt med at få nedbragt. Blandt andet hos ”Udviklingscenter for Husdyr på Friland” men også ude hos den enkelte landmand, forsøger man at minimere risikoen for, at soen lægger sine smågrise ihjel, men også hvordan man holder ræve og fugle på afstand.

Økologiske grise fra Friland Økologi bliver kun behandlet, hvis de er syge, og der må ikke foretages forebyggende behandlinger. Hvis en gris er syg, kommer den i en såkaldt sygesti, hvor den får ro, endnu mere plads og omsorg. Nogle gange er det behandling nok i sig selv. Andre gange kræves der dyrlæge tilsyn og behandling. Behandling sker altid individuelt for de økologiske grise. Hvis en økologisk gris behandles med antibiotika, er der dobbelt tilbageholdelsestid inden grisen kan slagtes. En økologisk slagtegris må kun blive behandlet med antibiotika én gang. Hvis den bliver syg og skal behandles igen, kan den ikke sælges som økologisk.

Der har i den seneste tid været meget medieopmærksomhed om MRSA-stafylokokker, og derfor er der ikke noget at sige til, at der opstår usikkerhed om fødevaresikkerheden i grisekød. Det er ikke muligt at garantere MRSA-frit kød – heller ikke fra økologiske grise fra Friland Økologi. Det er dog vigtigt at fastslå, at der ikke er nogen grund til at frygte kød med MRSA-bakterier. Fødevarestyrelsen og andre eksperter har fastslået, at intet tyder på, at man bliver syg af at tilberede eller spise kød med MRSA. Men vi råder alle til at holde en god køkkenhygiejne, hvor I holder kød og grøntsager adskilt.

Økologiske grise fra Friland Økologi er godkendt under den statslige dyrevelfærdsmærkingsordning ”Bedre Dyrevelfærd” med tre ud af tre hjerter. Her skal grisene have hele haler, så halekupering er derfor ikke tilladt.

Alene de naturlige haler gør, at risikoen for halebid øges. Halebid opstår typisk, hvis grisene keder sig og mangler beskæftigelse. Landmændene gør derfor meget for at undgå, at grisene begynder at bide i hinandens haler ved at tildele dem ekstra halm, grovfoder og legetøj som f.eks. bolde, pinde, juletræer eller andet. Halebid kan også forekomme, når grisene bliver stressede ved f.eks. skift i deres nærmiljø, et hurtigt foderskifte, træk, larm eller andet. Derfor gør landmanden også meget for at sikre, at grisenes nærmiljø er godt og stabilt, hvilket kan være en udfordring i de åbne stalde, grisene holdes i.

Grisens rejse til slagteriet, må maks vare 8 timer, og transporten må kun foregå i lastbiler, der har ekstra høj komfort. Dvs. luftaffjedring på alle akser. Derudover skal bunden i lastbilen have isolerende, støddæmpende og skridsikker egenskaber. Grisene skal slagtes samme dag, som de ankommer til slagteriet – dvs. de ikke må overnatte.

Søerne har ring i næsen for at forhindre, at de roder for meget i jorden. En so vil på meget kort tid rode jorden op i en sådan grad, at græs og planter ikke kan overleve. Uden græs og planter på marken, er der ikke noget til at optage næring- og kvælstoffet fra gyllen, der dermed vil have uhindret adgang til at sive ned i undergrunden. Derfor er det på nuværende tidspunkt nødvendigt, at give søerne ring i næsen.

Alle produktionsgrise - både konventionelle, frilandsgrise og økologiske grise bliver slagtet, når de er omkring seks måneder gamle og vejer ca. 110 kg.

Der er flere grunde til, at grisene slagtes på dette tidspunkt. En af grundene er, at kødet har den optimale struktur og kvalitet og ikke mindst den størrelse, som forbrugerne efterspørger.

Det er også på dette tidspunkt, at slagtningen giver bedst mening set med de økonomiske briller. Grise vokser hurtigt frem til dette tidspunkt, men fra omkring 110 kg. begynder grisen at vokse langsommere, og det vil kræve en markant større mængde foder, for at få grisen til at tage mere vægt på. Så grisens fysiologi sammenholdt med økonomi gør, at grisens slagtealder er optimal omkring seks måneders alderen.

I gennemsnit lever en økologisk gris to uger længere end konventionelle grise, da de bruger mere energi på at bevæge sig, og derfor tager lidt længere tid om at nå op på 110 kg.

Af hensyn til fødevaresikkerheden, miljøet og udnyttelse af ressourcer, er det bedst at slagte centralt på et slagteri. Når en gris er aflivet, skal der hurtigt ske en afbødning, tarmene og øvrige indvolde skal fjernes af hensyn til både kvalitet og fødevaresikkerhed. På slagteriet sker den proces på en måde, så det også er muligt at opsamle blodet, der videreforarbejdes til forskellige proteinprodukter. På samme måde anvendes organerne og biprodukterne til forskellige formål herunder også i produktionen af biogas.

Ca. halvdelen af det gylle økologerne må sprede på marken kan være konventionel. Det gælder alle bedrifter med og uden husdyr og derfor også de plantevalsbrug der producerer korn til foder. Dette giver mulighed for at udnytte næringsstofferne i gyllen bedre når man kan ”bytte” gylle og dermed undgå overtilførsel af enkelte næringsstoffer. Dette er også en fordel hvis man fokuserer på miljøet, da man ikke behøver transportere gyllen over lange afstande.