<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-WTXVH5G height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

Det bliver kun køerne, der får lov at mærke forårssolen, når årets økodag løber af stablen søndag d. 18. april klokken 12.00. Grundet COVID-19 har Økologisk Landsforening nemlig valgt at afholde arrangementet digitalt, så det i stedet streames live på Facebook. Derfor bliver det i stedet hjemme fra stuen, at danskerne kan se, når leddet åbnes og køerne lukkes ud.

Igen er i år er det Friland-leverandør Preben Madsen, der skal åbne leddet på livestream og lukke køerne ud, og både han og køerne glæder sig.

- Alle, der har været med på Økodag, ved, at det er en god oplevelse at lukke køerne ud. De har det selvfølgelig godt i stalden, men de kigger efter solen og det grønne græs, og man kan mærke det på køerne, at det nærmer sig. De glæder sig, og vi glæder os hvert år til at lukke dem ud, siger Preben Madsen.

Selve streamingen starter 11.55 på I Love Økos Facebookside, men allerede nu kan publikum varme op på både Facebook og Økodag.dk, hvor Mille Gori, der måske er bedre kendt som Motor-Mille fra Ramasjang, lærer mere om køerne sammen med Preben Madsen i en række videoer.

- Det var spændende og noget helt andet, end vi laver normalt. Mille var rigtig positiv og nysgerrig om økologien, og køerne kunne godt lide hendes dans. Især scenen der var lavet af høballer, siger Preben Madsen.

Hos Friland er marketing manager Maria Bast glad for, at der trods COVID-19 bliver lagt op til et online arrangement i forbindelse med Økodag.

- Sidste års arrangement løb af stablen på samme måde, og det var en rigtig god oplevelse for alle involverede, så vi glæder os over, at man trods alt kan byde danskerne indenfor på de økologiske gårde, om end det bliver i en digital variant, så forbrugeren alligevel får mulighed for at opleve køerne danse i forårssolen, siger hun.