<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-WTXVH5G height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

Smil på læben, sol i ansigtet, begejstrede børn og søde grise. Det var det syn, som mødte de besøgende, som denne søndag havde valgt at lægge vejen forbi de 12 værter, som inviterede på Sofari.

Efter et års pause på grund af nedlukninger og restriktioner var der nu igen mulighed for at tage en tur på landet og se økologisk griseproduktion hos 12 værter. Heraf syv af Frilands leverandører.

Nær Brørup havde over 400 gæster valgt at lægge vejen forbi Brian og Ingeborg, der driver Ulvehøjgaard med 600 søer og produktion af 5000 slagtegrise om året til Friland.

På landbruget var der naturligvis mulighed for at se grisene på nærmeste hold, og det benyttede blandt andet Trine fra Kolding sig af. Hun havde taget sine to børn og sin mor med en tur til Brørup. Og dagen var en god oplevelse for familien.

- Vi tog herud, fordi jeg synes, at børnene skal se, hvor den mad, vi får, kommer fra. Det er vigtigt, at de får et indblik i dyrenes liv og ved, hvordan grisene lever og har haft det. Det er sundt, at de får syn for sagen, og så hjælper det jo kun, at vejret er helt perfekt til en tur ud i naturen. Det har været en rigtigt god oplevelse, siger Trine Jensen, mens familien går rundt i faremarken blandt søer og smågrise.

Hele familien var enige om, at Sofari havde været en sjov oplevelse, som de håber, at mange andre også får mulighed for at opleve.

- Det er fedt at se, hvordan landmændene åbner dørene, og vi har haft en god formiddag herude. Det er helt sikkert, at vi tager en tur næste år også, siger hun.

Også Kim fra Vejen var kommet forbi med sine to drenge, og han er meget glad for, at de kørte forbi landbruget.

- Drengene har haft det sjovt, og de nyder at komme ud i naturen og få et kig på dyrene på helt tæt hold, siger han, inden en af drengene river i ham for at komme videre på en af dagens mange rundvisninger på gården. Hos Brian og Ingeborg Holm var det også muligt at få en køretur i traktor med vogn på bedriftens marker.

Blandt både store og små gæster var det især smågrisene, som vakte begejstring.

Derfor var det også en tilfreds Sofari-vært, som kunne melde om en god dag i det sydjyske.

- Vi synes, at Sofari gik godt. Folk var positivt overraskede over at se vores landbrug. Vi er faktisk lidt høje over de reaktioner og gode kommentarer, vi fik. Jeg synes også, at det er fedt at opleve det engagement hos vores medarbejdere gennem dagen, siger Brian Holm, der sammen med sin hustru Ingeborg og de ansatte driver landbruget.

I løbet af de seks timers Sofari søndag var der 350 gæster forbi landbruget.