Torben Langer har siden omlægningen ansat en medarbejder mere på gården, for det kræver mere mandskab at passe de økologiske grise end Frilandsgrise.
Det er ikke kun i stald og mark, at han arbejder med at optimere sin bedrift. Over de seneste år er der også sat mere fokus på biodiversitet på bedriften. Det er særligt, efter at Torben Langer fik lavet et naturtjek. Det gav ham et nyt syn på, hvordan han kunne arbejde med biodiversitet i planter, dyr og insekter. Det er noget, som han fortsat har fokus på, ligesom snakken også falder på klima og miljø, der er et område, han også forholder sig til.
For på de områder kan det godt komme på tale at gøre mere for at binde CO2 i jorden. Det kan blandt andet ske ved at plante træer eller buske i faremarken, hvor søerne og smågrisene går.
-Det kan sagtens være, at vi skal have afgrøder, der kan samle kvælstof op. Vi skal måske gå efter træer i faremarken. De gør også noget for dyrevelfærden, da dyrene elsker at gå i skyggen. Det kan være svært at fange grise, for de vil hellere være i træerne. I dag bruger vi læhegn, hvor grisene går hen og lægger sig. Men det kunne være sjovt med poppeltræer eller æbletræer i marken, hvor grisene kan gnaske i æblerne, der falder ned, siger Torben Langer, der dog endnu ikke har sat arbejdet i gang med træer i faremarken.
Han taler dog tit med andre økologer, som forsøger sig med træer, og de har gode erfaringer med det, mener han. Det kan også på sigt blive en mulighed at skifte økologisk soja ud med græsprotein, mener Torben Langer. Det kræver, at han kan få græsset fra andre økologer i området.