<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-WTXVH5G height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

Friland har indenfor kort tid fået ny direktør, salgschef og næstformand, og derfor har bestyrelsen i Danish Crown valgt at prioritere kontinuitet på formandsposten, hvor nuværende formand Peter Fallesen Ravn er blevet opfordret om at tage en periode mere.

- Det har været en periode med stor udskiftning i Friland, fordi deres dygtige folk har fået tilbudt nye udfordringer i organisationen. Derfor er der blevet sat et nyt, kompetent hold med Søren Tinggaard i spidsen, og det vil vi gerne give de bedste forudsætninger for at lykkes ved at sikre kontinuitet på formandsposten i form af Peter Fallesen Ravn, der har stor indsigt i virksomheden og har siddet helt tæt på de ændringer, der er sket, siger Asger Krogsgaard, der er formand i Danish Crown.

Peter Fallesen Ravn glæder sig over at kunne takke ja til en periode mere som formand for virksomheden.

- Friland er en rigtig spændende virksomhed med meget engagerede leverandører, som jeg har været glad for at arbejde sammen med. Det er altid en spændende periode med en ny organisation, som jeg er sikker på, kommer til at klare det godt. Vi har haft en periode, hvor forbrugernes handlemønstre har vendt væk fra økologien, så vi skal styrke vores position og øge vores salg, og det er jeg sikker på, at hele organisationen i Friland med Søren Tinggaard i spidsen er klar til at løse, siger Peter Fallesen Ravn.