<iframe src=https://www.googletagmanager.com/ns.html?id=GTM-WTXVH5G height="0" width="0" style="display:none; visibility: hidden"></iframe>

I de kommende måneder er Flemming Hølmkær meget på landevejen, for det er nu, at han for alvor skal ud og besøge en masse af de økologiske besætninger, der leverer økologiske kreaturer til Friland.

Han er blevet ansat som ejerkonsulent i Danish Crown Beef med ansvar for de økologiske leverandører. Flemming Hølmkær kommer til med erfaring fra Sagro som kvægrådgiver og senest fra KvægXperten, hvor han også var ansat som kvægrådgiver. I alt spiller Flemming Hølmkær ind med 25 års erfaring samlet fra branchen, som han nu skal forsøge at dele ud til Frilands leverandører over hele landet.

- Både mit fokus og interesse er landmanden. Det er landmanden, og det, der foregår på landet, som jeg synes, er spændende.  Jeg skal være link mellem virksomheden og landmanden. Det er min fornemmeste opgave, siger Flemming Hølmkær.

Han ser frem til at lave aftaler om besøg hos de økologiske producenter, og omdrejningspunktet for besøgene bliver blandt andet at høre deres tanker om produktionen og afsætningen samt at få deres input til, hvad Friland og Danish Crown Beef kan gøre bedre.

- Når jeg er ude hos landmanden, vil jeg gerne være ham, de sparrer med, så vi kan få vendt tingene. Det er produktionen og optimeringen, hvor jeg har erfaring at bidrage med, og det ser jeg meget frem, siger han.

Flemming Hølmkær fremhæver, at det blandt andet er koncepter, tillæg og kontrakter, han kommer til at bidrage med viden til. Eller konkret stude/kvieproduktion og dialog om racevalg. Samtidig er han og kollegerne godt i gang med at arbejde med data, som også kommer leverandørerne til gavn.

- Det er den faktabaserede produktion og sparring om dyrene, vi kan bidrage med, og hvor vi skal gøre alt for at optimere til gavn for landmanden og virksomheden. Samtidig er det dialogen, vi søger, fordi det er den både vi og landmanden bliver bedre af, siger Flemming Hølmkær.

Hvis du vil have besøg af Flemming Hølmkær eller har konkrete spørgsmål til ham, Friland eller Danish Crown Beef, kan han kontaktes på 8919 2426 / 2427 1564 eller på mail flho@danishcrown.com