Guide: Sådan tilbereder du en culotte i ovnen
Tilberedning
Hvordan laver man en culottesteg i ovnen?
Start med at skære riller i fedtlaget
Krydr derefter kødet med salt og peber – også på kødsiden.
Spyddet af stegetermometeret sættes ind i stegens tykke ende. Målet er en kernetemperatur på mellem 57 og 62 grader alt efter hvor rødt du ønsker dit kød.
Culottestegen brunes først på en rist i en forvarmet ovn i 15 minutter ved 225 grader.
Herefter steges der videre imellem 40 og 60 minutter ved 150 grader.
Lad derefter dit kød hvile i 5 minutter uden tildækning inden servering.
Til sidst udskæres culottestegen på tværs af kødfibrene. Læs mere om udskæring af culottesteg nedenfor.
Hvordan skæres en culottesteg?
Hvordan du skærer din culottesteg, er altafgørende for oplevelsen af dit kød. Hvis du skærer din culotte forkert, kan du ende med et sejt og, i værste fald, uspiseligt stykke kød. Udskæres din steg derimod korrekt, vil det resultere i et utroligt saftigt og mørt stykke kød.
Kød skal altid skæres på tværs af kødfibrene. I en culottesteg vender kødfibrene ikke ens gennem hele stegen. Her er en god huskeregel, at fra spidsen og en tredjedel ind mod midten af stegen, ligger kødfibrene direkte mod spidsen af kødet. I den resterende del af kødet ligger kødfibrene anderledes. Man skal derfor dreje stegen 45 grader med uret for igen at kunne skære kødet på tværs af fibrene.
Kast dig over at grille din culottesteg
Hvad er forskellen på cuvette og culotte?
Cuvetten og culotten er to forskellige udskæringer, som kommer fra koens lår. Cuvetten sidder dog en smule under culotten på låret. Den helt store forskel mellem de to, er teksturen og mørheden af kødet - og selvfølgelig prisen. Culotten er en anelse mere mør end cuvetten, og oftest lidt dyrere end cuvetten, men begge stykker kød er lækre og af høj kvalitet.
Læs mere om vores økologiske okseculotte
Hvilken stegetemperatur skal en culottesteg have?
Vil du have helt kontrol over tilberedningen af din culottesteg, er et stegetermometer altid godt at have ved hånden. Med et stegetermometer har du altid styr på, hvilken stegetemperatur din steg har. En culottesteg skal helst have en kernetemperatur på 57 til 62 grader, hvis du ønsker en rosa og saftig steg. Jo lavere stegetemperatur, desto rødere kød.