Mørbradbøffer med bagte jordskokker og efterårssalat i vinaigrette
Tilberedning
Bagte jordskokker
Rens jordskokkerne og kom dem herefter i en skål, hæld lidt olie på, og krydr med salt og peber. Rør det godt sammen. Fordel jordskokkerne på en bagerist, og kom risten i ovnen på 160 °C. Kom en bageplade med bagepapir nedenunder, da jordskokkerne drypper under tilberedningen.
Tilbered jordskokkerne til de er helt møre og karamelliserede – ca. 45-60 min. Sluk for ovnen, men lad jordskokkerne blive på eftervarme, så de er lune til servering.
Mørbradbøffer
Krydr bøfferne godt med salt og peber.
Varm en pande op til den er rygende varm. Kom lidt olie på panden. Læg nu forsigtigt bøfferne på panden. Brun dem godt af på begge sider. Skru ned for varmen til middelvarme.
Halvér et hvidløg med skal, og kom det på panden med smør og timian. Steg bøfferne færdige i ca. 2-3 minutter på hver side. Lad bøfferne hvile i 5 minutter inden servering.
Vinaigrette
Skalotteløget hakkes fint og piskes sammen med de øvrige ingredienser med et piskeris. Du skal sigte efter en god balance mellem det sure og det søde.
Salater
Skyl det godt, og slyng herefter vandet fra. Lige før servering vendes kål/salat i vinaigretten.
Anretning
Før servering kommes de tilberedte jordskokker i en serveringsskål sammen med smør, olivenolie, timian og friskrevet peberrod. Vend det hele godt sammen, og smag til med salt og peber igen.
Prøv også de bagte jordskokker i en salat eller som pålæg på en rugbrødsmad.